Derfor er blyanten alle tiders bedste udtryksform 

Grafitten opdages

Renæssancens store mestre, som for eksempel Leonardo da Vinci, brugte ofte rødkridt, trækul og sølvstift, når de skulle tegne deres skitser. Sølvstiften kaldes ”blyantens forgænger” og bestod af en legering af bly og zink. Men den egentlige historie om blyanten stammer fra midten af 1500-tallet. Højt oppe i de skotske bjerge fandt nogle fårehyrder en for dem helt ukendt slags ”metal”, der havde en sølvglinsende overflade og viste sig senere at være grafit. Det, fårehyrderne opdagede var, at metallet, dvs. grafitten, smittede af og at man kunne tegne med det. Derfor brugte de grafitstykker til at mærke deres får med. Man begyndte efterhånden at kile grafitstykker fast i en holder, der fungerede som en tang, så man kunne bruge det som en pen… og sådan så ”blyanten” dagens lys.

Hvorfor hedder det en blyant? 

Blyanten blev udviklet ved at man skar grafit i smalle stænger og satte et træhylster rundt om grafitten. I skrifter fra 1562 berettes om, at man har opdaget et metal, man kan skrive med, ved at ”spidse metallet og montere det i en træ-krop”. Selve grafitten blev til og med kaldt ”sort blyhvidt” eller ”blyglans”. Det var først i 1789, at en svensk kemiker kunne bevise, at det ikke drejede sig om metallet bly, men om en form for krystalliseret kul, dvs. grafit. Den sjældne grafit blev blandet med svovl og ler (senere har man tilsat syntetiske materialer). Ved at variere indholdet af de forskellige bestanddele og herefter brænde blandingen ved 100 grader i en ovn, opdagede man desuden, at man kunne opnå forskellige hårdhedsgrader.

Blyanternes hårdhed

H og B og HB er en betegnelse for blyanternes hårdhedsgrad og sværteevne. Hårdhedsgraden går fra 9H, som er den hårdeste, til 9B, der er blødest. HB ligger i midten af skalaen og betragtes som den mest almindelige skriveblyant. Når man for eksempel tegner portrætter, bruger man flere blyanter med forskellig hårdhed, for at opnå dybde i skitsen. Hårde blyanter bruges fortrinsvis til fine detaljer i blyantkunst og efterlader præcise linjer. Bløde blyanter afgiver mere sværte, jo blødere de er, og bruges ofte til skitser og croquis. Grafitstregerne kan ”gnides ud” med en finger eller en tegnestub for at skabe gråtoner og skygger. Det er bedst at bruge knetgummi til at viske grafitstregerne ud med; det er mere skånsomt mod papiret. 

Bevar din blyantskunst

Blyantstegninger og andre blyantsværker bevares oftest med fixativ. Når man sprayer fixativ på papiret, undgår man at motivet gnubbes ud, når det monteres eller rammes ind – og så holder det længere. Fixativ er oftest på spraydåse, så det er nemt at fordele jævnt på hele papirets overflade.

Princippet om hvordan blyanterne fremstilles, har ikke ændret sig meget siden 1800-tallet. Blyanterne består af to trædele, der limes sammen. Og blyanten blev hurtigt populær, da det var et billigt skriveredskab, som alle kunne få glæde af.

Hvis sandheden skal frem, ville de fleste kunstnere være fortabte uden deres blyant. Blyanten kan stå for hele kunstværket samtidig med, at den næsten er uundværlig for de allerførste skitser blandt mange kunstnere, uanset medium og teknik. Men med en bred variation af hårdhedsgrad og sværteevne er blyanten meget mere end blot et skriveredskab. Det er et kunstnerisk værktøj, som alle burde prøve at skabe noget med, bare én gang i livet.